Malaria blev udryddet i hele Europa, men flere Anopheles-mygg er stadig udbredt. Denne artikel forklarer, hvilke arter der er vigtige, hvorfor importerede tilfælde sjældent giver anledning til lokal smitte, og hvordan klimaforandringer kan ændre billedet.
Malaria i Europa i dag
Malaria skyldes parasitter af slægten Plasmodium. Seks arter inficerer mennesker: P. falciparum, P. vivax, P. ovale wallikeri, P. ovale curtisi, P. malariae og P. knowlesi. Inficerede hunlige Anopheles-myg overfører parasitten. Omkring 60 til 100 anopheline arter på verdensplan kan bære malaria (ECDC). Andre overførselsveje findes, men er sjældne: blodtransfusion, organtransplantation, deling af nåle og medfødt infektion. Symptomer omfatter feber og influenzalignende tegn såsom kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter og utilpashed. Alvorlig sygdom kan medføre cerebral malaria, nyresvigt og vedvarende neurologiske problemer. Næsten alle tilfælde, som EU- og EØS-lande rapporterer, er importerede, så malaria er primært et rejsemedicinsk anliggende. Der dukker et par lokalt erhvervede tilfælde op hvert år, herunder introducerede tilfælde påvist siden 2009. Fransk Guyana er fortsat endemisk.
Hvorfor Europa ikke er malariafrit alene på grund af geografien
I det tyvende århundrede blev malaria udryddet i mange tempererede regioner, herunder hele Europa. Parasitterne forsvandt ikke, fordi myggene forsvandt. Fire Anopheles-arter nævnes som historisk vigtige europæiske vektorer: Anopheles atroparvus, Anopheles labranchiae, Anopheles sacharovi og Anopheles plumbeus. Disse arter er stadig udbredt over hele kontinentet, eller formodes at have bidraget til tidligere transmission. Den historie betyder noget, fordi en kompetent vektor plus en importeret infektion i princippet kan give et lokalt tilfælde. Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme vurderer den nuværende risiko som forholdsvis lille, hvor sundhedssystemerne hurtigt kan opdage og behandle malaria. Klimaforandringer kan muliggøre genopblussen, men fungerende overvågning og klinisk behandling vejer tungere end temperaturen alene.
Anopheles atroparvus, overleveren ved kysten
Anopheles atroparvus findes fra det sydøstlige Sverige til Portugal langs Atlanterhavskysten og omkring Østersøen og Middelhavet. Den er rapporteret fra mere end tyve europæiske lande, men mangler i det sydlige Italien og Grækenland (ECDC). Den regnes for den almindeligste og mest talrige myg i Portugal. Hunnerne overvintrer i stalde eller boliger, selv om portugisiske bestande har en kortere vinterdiapause og er aktive hele vinteren. Arten kan flyve mindst tre kilometer (ECDC). Larverne foretrækker brakt, solbelyst vand rigt på trådformede alger eller flydende vegetation, men bruger også ferskvandskanaler, grøfter, risfelter og damme. Den er generelt zoofil, men stikker mennesker villigt. I 1943 blev den forbundet med over 340 000 tilfælde i Spanien (ECDC).
En refraktær vektor med begrænsninger
Anopheles atroparvus var ansvarlig for vintermalariatransmission i Storbritannien og kystnære dele af Nederlandene og Tyskland ved begyndelsen af det tyvende århundrede. Spanien blev certificeret malariafrit i 1963 (ECDC). På trods af denne rekord er arten refraktær over for tropiske stammer af Plasmodium falciparum. Laboratorieinfektion lykkedes kun én gang, med stamme NF54, ved 13,5% infektionsprævalens og et gennemsnit på 14 oocystis per inficeret hun (ECDC). Det har betydning for risikovurderingen. Myggen kan fungere som bro, når en importeret infektion ankommer til en region, den lever i, men sandsynligheden for videre spredning er lav. Et enkelt importeret tilfælde er derfor en folkesundhedshændelse, der er værd at undersøge, snarere end et signal om tilbagevendende endemisk malaria.
Anopheles plumbeus og kunstige ynglesteder
Anopheles plumbeus findes i hele Europa, Kaukasus, Mellemøsten, Iran, Irak og Nordafrika og er til stede i næsten alle europæiske lande. Den yngler klassisk i vandfyldte træhuller med høj saltkoncentration og lavt iltindhold i bøg, birk, eg og elm. Den udvikler sig også i kunstige beholdere som dæk, regnvandstønder og gravvaser, i afløbsbrønde og septiktanke og i forladte møddingtanke og urensede stalde med ødelagt tag. Den er en kendt vedvarende bider af mennesker, mest aktiv i skumringen og ved daggry, men nogle populationer bider kraftigt i dagslys og viser stærk præference for menneskeblod. Mistænkt involvering er registreret i to lokalt erhvervede tilfælde i London, to i Tyskland og tilfælde blandt skovarbejdere i Kroatien (ECDC).
En effektiv bærer tæt på mennesker
Laboratorieinfektion af Anopheles plumbeus-hunner fra Schweiz med en tropisk stamme af Plasmodium falciparum nåede 94% infektivitet. Arten beskrives som en effektiv bærer af eurasiske stammer af Plasmodium vivax og tropiske stammer af Plasmodium falciparum. Den vurderes stadig som af mindre betydning for transmission på grund af sin økologi, selv om dens tilpasning til urbane ynglesteder vækker stigende bekymring. Schaffner og kolleger skrev i Malaria Journal i 2012 om landingsrater i Alsace på op til 365 individer på 15 minutter. I eksperimentelle infektioner med 293 vildtfangede hunner varierede prævalensen af sporozoitinfektion fra 31 til 88%, svarende til Anopheles gambiae på 67 til 97%, selv om oocystbyrden var lavere. De konkluderede, at den kan øge transmissionsrisikoen betydeligt.
Klimaforandringer og hvad overvågningen skal holde øje med
Elke Hertig modellerede i Parasites and Vectors i 2019 seks dominerende Anopheles-vektorer under fremtidige klimaforandringer. Under nuværende forhold indtager Anopheles atroparvus 38% af undersøgelsesområdet og Anopheles messeae 65,4%. Fremskrivningerne peger på en nordlig spredning af vektorer, mens forekomsten i dele af Middelhavsområdet kan falde, efterhånden som nedbøren aftager. Vektorstabiliteten viser de største stigninger for det sydlige og sydøstlige Europa, hvor Spanien, det sydlige Frankrig, Italien, Grækenland, Bulgarien, Rumænien samt det sydlige Ukraine og Rusland nævnes. Hertig understreger, at befolkningsvækst, urbanisering, migration og økonomisk udvikling skal indgå i fremtidige risikovurderinger. Malariaeliminering afhænger i betydelig grad af sundhedsinfrastruktur og socioøkonomiske forhold, ikke af klimaet alene. Hertig rapporterer også, at klimaet alene ikke kan bestemme malariarisikoen, fordi eliminering afhænger af sundhedsinfrastruktur og socioøkonomiske forhold, som former, hvor hurtigt importerede infektioner opdages og behandles i det enkelte land.
Sources
- Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol: Sygdomsinformation om malaria, hvor det oplyses, at omkring 60 til 100 anopheline arter i verden kan overføre malaria
- Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol: Anopheles atroparvus, faktablad for eksperter, herunder en angivet flyverækkevidde på mindst tre kilometer, dens registrerede udbredelse i mere end tyve europæiske lande og dens fravær i det sydlige Italien og Grækenland, dens ansvar for over 340 000 tilfælde i Spanien i 1943, WHO-certificeret malariaudryddelse i Spanien i 1963 samt den eneste vellykkede laboratorieinfektion med stamme NF54 ved 13,5 procent prævalens og et gennemsnit på 14 oocyster pr. inficeret hun
- Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol: Anopheles plumbeus, faktablad for eksperter, som beskriver formodet involvering i to lokalt erhvervede malariatilfælde i London, to tilfælde i Tyskland og tilfælde blandt skovarbejdere i Kroatien
- Malaria Journal: Anopheles plumbeus (Diptera: Culicidae) i Europa: et blot generende myg eller en potentiel malariacarvingsmyg?
- Parasites and Vectors: Udbredelse af Anopheles-vektorer og potentiel stabilitet af malariatransmission i Europa og Middelhavsområdet under fremtidige klimaforandringer